Audi Amager

Audi e-tron GT concept er tredje elbil i rækken

Tredje udgave af Audi e-tron præsenteres på Los Angeles Motorshow 2018. Den eldrevne Audi e-tron GT concept er en firedørs coupé fra Audi Sport, og den serieproducerede model følger i slutningen af 2020.

 

 

Efter SUV’en Audi e-tron og Audi e-tron Sportback, der introduceres i 2019, ruller her den næste eldrevne Audi ud i rampelyset. Denne gang med en flad bundkonstruktion, der giver mulighed for begejstrende proportioner og et lavt tyngdepunkt. 434 kW (590 hk) kommer til at sørge for sportsvognstypiske præstationer. Drejningsmomentet overføres – som en selvfølge i så dynamisk en Audi – til hjulene via det permanente firehjulstræk quattro med torque vectoring. Performance-datterselskabet Audi Sport GmbH har ansvaret for den efterfølgende implementering som serieproduceret model.

 

 

Fremtidigt design

Lav, bred og med en lang akselafstand – det er proportionerne på en klassisk gran turismo. Og det viser Audi e-tron GT concept med sin længde på 4,96 m, sin bredde på 1,96 m og sin højde på 1,38 m. Letvægtskarrosseriet til den firedørs coupé er fremstillet som multimaterialekonstruktion. Det omfatter et tagparti af kulfiber samt talrige aluminiumskomponenter og bærende elementer af højstyrkestål. Teknikken i denne bil er blevet udviklet i tæt samarbejde med Porsche. Designet og karakteren giver samtidig et præg af maksimalt, umiskendeligt Audi DNA.

Den langt tilbagetrukne, fladt faldende taglinje på e-tron GT concept minder om mærkets typiske Sportback-design. Det er dog tydeligt videreudviklet og viser vejen til næste evolutionstrin for Audis formsprog. I forhold til aktuelle Audi modeller lægger man især mærke til kabinen, som bliver smallere hen mod bagenden.

Karrosseriets lange linjer og talrige funktionelle elementer som luftindtagene i hjulkasserne og den massive hækdiffusor understreger deres rødder i vindtunnelen. En lav cW-værdi, som også er med til at sænke forbruget, samt den lave opdrift er helt tydeligt med til at præge udformningen. Udformningen af 22” fælgene med femdobbelte eger har også helt tydeligt et funktionelt element. Deres dynamiske design giver mulighed for en optimal ventilation af bremseskiverne og reducerer samtidig luftmodstanden.

Centralt på fronten forefindes den for mærket typiske singleframe. Dens udformning er markant mere vandret i forhold til de to andre e-trons. Den øverste halvdel har en afdækning lakeret i bilens farve. Dens overfladestruktur minder om det typiske sekskantede mønster i grillen på Audi RS-modeller – et visuelt signal, der kendetegner Audi e-tron GT concept som en fremtidig model fra Audi Sport GmbH.

Frontens pileform fremhæver Matrix-LED-forlygterne med laserfjernlys og understreger Audi e-tron GT concepts dynamiske fremtoning, selv når den holder stille. Som på de øvrige aktuelle konceptbiler fra mærket er lyset også her animeret og byder føreren velkommen med en kort funktionssekvens i form af en lysbølge, der bevæger sig vandret – en ny visuel signatur, som i fremtiden skal finde vej til serieproduktionen.

I hele bagendens bredde forløber et lysbånd, som ved de yderste kanter opløses i separate LED-segmenter i de egentlige lygteenheder. Denne arkitektur forbinder e-tron GT med den serieproducerede SUV e-tron og gør dem begge genkendelige som elbiler fra Audi – også i mørke.

Den nye lakfarve kinetic dust er en varm og mørk titanlignende farvetone. Afhængigt af lysindfald og bevægelse giver den mulighed for markante kontraster mellem karrosseriets flader. Matte og ligeledes varmt tonede aluminiumselementer på rudeskakter og fælge forstærker disse effekter yderligere.

 

Moderne interiør og bæredygtige materialer 

Fire døre, fire siddepladser og en akselafstand på 2,90 m er opskriften på en kabine med stor anvendelighed i hverdagen kombineret med den vanlige Audi kvalitetsfornemmelse. Det funktionelle centrum i interiøret er forrest i venstre side med klart fokus på førerpladsen. Midterkonsollen og det frit stående kombiinstrument ser ud, som om de svæver. Sportssæder inspireret fra motorsporten på begge sæderækker sørger for optimal sidestøtte også ved hurtig kørsel i sving.

Designerne har til konceptbilen bevidst valgt konsekvent at gøre brug af bæredygtige materialer – et klart statement i retning af moderne bilkonstruktion. De har helt givet afkald på produkter af animalsk oprindelse. På sæderne og andre beklædningsflader anvendes eksklusivt syntetisk læder. På sædehynderne, armlænene samt på midterkonsollen anvendes der stof, som er fremstillet af genanvendte fibre. Til loftbeklædningen og beklædningerne på rudestolperne anvendes der mikrofibermateriale. Selv den bløde bundbeklædning er fremstillet af bæredygtigt Econyl-garn, som er genanvendte fibre, der fremstilles af brugte fiskenet.

Med hele to bagagerum udnytter Audi e-tron GT concept sin konstruktionsmæssige fordel som elbil med kompakte drivlinjeenheder, og under den store bagklap er der således plads til 450 l bagage, mens der under fronthjelmen er 100 l ekstra kapacitet.

Præstationer og rækkevidde 

Den rent elektriske drivlinje med en elmotor på både for- og bagakslen giver en systemydelse på 434 kilowatt (590 hk). Begge motorer er permanent aktive synkronmotorer, der overfører drejningsmomentet til vejbanen via alle fire drevne hjul, så den nye Audi e-tron GT concept er naturligvis også en ægte quattro. Mere præcist en e-quattro, for der er ingen mekanisk forbindelse mellem for- og bagakslen. Den elektroniske systemstyring koordinerer trækprincippet mellem akslerne samt mellem de venstre og højre hjul. Det betyder optimalt vejgreb og kun den ønskede mængde udskridning.

Det vil fremover give mulighed for en acceleration fra 0-100 km/t på 3,5 sek. og på ca. 12 sek. op til 200 km/t. Tophastigheden er elektronisk begrænset til 240 km/t til fordel for rækkevidden. Muligheden for at kunne udnytte drivlinjens accelerationsevne fuldt ud flere gange efter hinanden er ingen selvfølge blandt konkurrenterne. Mens drivlinjen i andre biler skifter til skåneprogram af termiske årsager, kan Audi e-tron GT concept takket være sin gennemtænkte kølestrategi stille de to motorers og batteriets fulde potentiale til rådighed for føreren.

Rækkevidden for konceptbilen vil i henhold til den nye WLTP-standard udgøre over 400 km. Drivlinjeenergien dertil kommer fra et litium-ion-batteri på over 90 kWh, som med sin flade konstruktion udfylder hele området i bilens bund mellem for- og bagakslen. En afgørende fordel ved denne konstruktion er bilens ekstremt lave tyngdepunkt – sammenligneligt med Audi R8 – som igen leverer afgørende fordele for køredynamikken. Firehjulsstyring gør den til en symbiose af sportsvognsagtig adræthed og præcision suppleret med optimal retningsstabilitet.

Rekuperationssystemet bidrager med op til 30 % af rækkevidden i Audi elbilsmodeller, hvilket også er essentielt i så sportslig en bil som Audi e-tron GT concept. Rekuperationen omfatter begge elmotorer og det elektrohydraulisk integrerede bremsereguleringssystem. I denne forbindelse kombineres forskellige rekuperationstyper: den manuelle påløbsrekuperation via skiftekontakter, den automatiske påløbsrekuperation ved hjælp af den prædiktive effektivitetsassistent og bremserekuperationen med glidende overgang mellem elektrisk og hydraulisk deceleration. Audi e-tron GT concept rekupererer op til 0,3 g udelukkende ved hjælp af elmotorerne og uden at gøre brug af det konventionelle bremsesystem – det er tilfældet ved mere end 90 % af alle decelerationer. Dermed bliver praktisk talt alle normale bremsemanøvrer tilbageført til batteriet i energimæssig forstand. Først hvis føreren decelererer bilen med mere end 0,3 g med bremsepedalen, kommer hjulbremserne i brug. Audi e-tron GT concept er udstyret med kraftfulde keramikskiver, der også efter flere ekstreme nedbremsninger arbejder, uden at bremseeffekten aftager.

 

Reducering af ladetiden med 800 V-ladesystem 

Batteriet i Audi e-tron GT concept kan lades op på flere måder: for det første via kabel, som tilsluttes bag klappen i venstre forskærm, for det andet kontaktløst via induktion ved hjælp af den såkaldte Audi Wireless Charging. Her bliver en ladeplade integreret i bilens parkeringsplads og tilsluttet til elnettet. Det magnetiske vekselfelt inducerer via luftslidsen en vekselspænding til bilens sekundærspole, som er monteret i bilens bund. Med en ladeeffekt på 11 kW kan Audi e-tron GT concept på komfortabel vis lades fuldt op natten over.

Opladningen via kabel går markant hurtigere, for den firedørs coupé er udstyret med et 800 V-system. Det giver en markant reducering af ladetiderne i forhold til konventionelle systemer, som er almindelige i dag. Eksempelvis tager det blot ca. 20 min. at lade batteriet op til 80 procent af dets kapacitet og dermed opnå en rækkevidde på over 320 km (WLTP). e-tron GT concept kan dog også oplades ved ladestandere med et lavere spændingsniveau, hvilket giver føreren adgang til hele ladenetværket.

Elbilsoffensiven fortsætter

Med verdenspremieren på den eldrevne SUV Audi e-tron i september 2018 startede Audi sin elbilsoffensiv. Frem mod 2025 vil Audi tilbyde 12 modeller med rent elektrisk drivlinje på de vigtigste markeder verden over, og ca. en tredjedel af koncernens salg vil være elektrificerede modeller. SUV’erne i denne portefølje omfatter blandt andet Audi e-tron og fra 2019 også Audi e-tron Sportback. Derudover vil der komme en række modeller med klassisk karrosseriform som Avant og Sportback. Udbuddet kommer til at omfatte alle relevante markedssegmenter fra den kompakte klasse til luksusklassen.

På Los Angeles Motorshow 2018 er der debut til konceptbilen Audi e-tron GT concept, som er en dynamisk coupé med en flad grundkonstruktion. Teknikken til denne bil er blevet udviklet i samarbejde med Porsche, mens e-tron GT concepts design og karakter samtidig medbringer umiskendeligt Audi DNA. Projektet vil frem mod slutningen af 2020 blive udviklet til serieproduktion. I begyndelsen af 2021 vil de første eksemplarer blive leveret til kunderne.

Et andet fælles projekt for udviklingsafdelingerne hos Audi og Porsche er den elektrificerede premiumplatform, forkortet PPE. Den vil udgøre grundlaget for indtil flere Audi modelfamilier med rent elektrisk drivlinje, som kommer til at dække de volumenstærke segmenter fra B til D. 

Læs mere om Audi e-tron GT og se flere billeder på www.audi-mediacenter.com/en/press-releases/new-star-in-the-movie-capital-the-audi-e-tron-gt-concept-11039

Se video med bl.a. lyssignatur på www.audi-mediacenter.com/en/amtv/videos/3829

_______________